Hvorfor Ku Klux Klan?
Ku Klux Klan virker så komisk og idiotisk på samme tid (lidt ligesom Roben & Knud måske?). Jeg kunne forestille mig, at Ku Klux Klan forsøger at se frygtindgydende ud i deres kostumer, men for mig at se har særlig de spidse hatte den modsatte effekt; klanmedlemmerne bliver særdeles komiske i deres udtryk. Jeg syntes, at det kunne være sjovt, at lade klanmedlemmer indtage dagligdags situationer, såsom indkøb, madlavning, havearbejde, spille brætspil mv. Og det kunne være sjovt, at lade medlemmerne være meget følsomme gemytter, der havde følelsesladede samtaler – eksempelvis hen over en kop jasminte.
I Roben & Knud har vi altid bestræbt os på, at vores sange havde en genkendelighed i sig. Det har således været vores ønske, at vores numre skilte sig ud fra anden musik; at Roben & Knud befandt sig i deres egen lille niche. Ved at lave en julekalender om lige netop Ku Klux Klan, hvilket vi har anset som en forholdsvis original ide, har vi forsøgt at holde os indenfor denne lille niche.
Hvorfor en julekalender? (I er jo musikere)
Det var vores pladeselskab, der fik ideen om, at Roben & Knud skule lave en julekalender. Vi havde talt om, hvordan vi skulle promovere vores nye plade ”Hallo Haremis – what’s on your bloody mind?”. Da pladeselskabet fandt på, at vi kunne lave en Roben & Knud julekalender, syntes vi, at ideen var god. I manuskriptet til julekalenderen forsøgte vi at tage hensyn til, at ingen af os havde nogen som helst skuespilerfaring. Vi havde dog en ide om, at Knud kunne vise sig at vær et sandt naturtalent, hvorfor vi lod ham spille hovedrollen (det norske klanmedlem Knut). Og det viste sig at holde stik; Knud var en fantastisk skuespiller, mens vi andre derimod var noget nær håbløse. Men i lighed med vores optrædener på den musikalske scene, hvor vi bestemt ikke fremfører vores numre fejlfrit, idet vi aldrig øver, så er vores skuespilfremførelser også præget af stor uprofessionalisme. Men er det ikke selve essensen af Roben & Knud, at intet, i hverken liveshows eller en julekalender, skal være til at forudsige?